Mange er på vej tilbage til arbejdspladsen efter et år med hjemmearbejde og et minimum af kollegakontakt. Det kan være en svær omstilling. Bliver alting som før, og hvad forventes der af os? Hvordan får vi etableret et godt arbejdsfællesskab igen?
Mit bud er, at vi skal se det som en mulighed for at etablere nye arbejdsvaner.
Vi har en unik chance for at bygge et godt arbejdsliv op, som indeholder det bedste fra to verdener – den digitale og den fysiske – og skabe noget endnu bedre, end der var før. Den skal vi gribe.
Vi har lært meget om it. Vi har lært meget om os selv. Og vi har fundet ud af, hvilke arbejdsformer og opgaver, vi trives med og ikke trives med. Vi har måske forandret os og fået nye behov – og det kan vi omsætte til nye vaner. Vi behøver ikke arbejde 100% hjemme eller 100% fysisk på arbejdet. Vi kan gribe muligheden for at skabe et mere fleksibelt arbejdsliv.
TIP: Få emnet på dagsordenen
Når alle er tilbage på arbejdspladsen, er det vigtigt, at I hurtigt får talt om de udfordringer, I oplever. For nogle er det bare dejligt at være tilbage, og andre er måske bekymrede eller i tvivl om, hvordan I håndterer det at arbejde side om side igen. Andre igen er udkørte efter en lang og hård periode – det oplever rigtig mange lige nu. Det vigtige er, at I får talt om det og er rummelige overfor hinandens forskelligheder.
Derfor anbefaler jeg, at I hurtigst muligt får et møde i kalenderen, hvor I kan tale om, hvordan I har det, og hvad det er for en arbejdsplads, I ønsker. Tal om, hvordan I kan bruge det bedste fra Coronatiden og tage det med i et nyt og fleksibelt arbejdsliv. På moderne dansk hedder det reboarding: At få alle med ombord igen.
Kickstart de nye vaner med et foredrag
Jeg ser, at mange ikke er opmærksomme på at tage læring med fra Coronaperioden i iver for at komme tilbage til det normale. Det er vigtigt, at vi får fokus på det, så vi ikke forpasser den unikke chance for at opbygge et bæredygtigt og endnu bedre arbejdsliv.
Derfor hjælper jeg virksomheder i gang ved at holde inspirationsoplæg om, hvordan man kan gribe processen an og undgå faldgruber i overgangsfasen. Et foredrag med inspiration og værktøjer er en god måde at komme i gang på.
Foredragene er altid skræddersyede, så de passer til jeres situation og udfordringer. Ring gerne til mig på 2611 5021 for en uforpligtende snak og høre nærmere.
CASE: Vi arbejder når vi vil, og hvor vi vil
Stort arbejdspres og medarbejdere, der søgte væk til andre jobs. Det var virkeligheden hos medicinalfirmaet AbbVie for år tilbage. Men så besluttede de, at de ville være Danmarks bedste arbejdsplads og fik fokus på work-life balance. De indførte fx
Frihed til selv at planlægge arbejdsdagen og arbejde, når de vil, og hvor de vil.
Obligatoriske kulturkurser, hvor medarbejderne får introduktion i arbejdskulturen. Man lærer blandt andet sin døgnrytme at kende, så man ved, hvornår på dagen man peaker fysisk og mentalt og arbejder mest effektivt.
Hos AbbVie er trivselsarbejdet lige så vigtigt som arbejdsopgaver, og alle er involveret i at forbedre trivslen løbende. Og arbejdet har bådet frugt: For 11 år siden mente kun 39% af medarbejderne, at der var balance mellem arbejde og fritid. I dag er det tal steget til 99%.
Få flere værktøjer til det fleksible arbejdsliv
Casen kommer fra min seneste bog, “Knæk stresskoden” som er fuld af eksempler på, hvordan man kan tilrettelægge sit arbejdsliv anderledes.
Der er flere cases fra virksomheder, der har vundet priser for deres høje trivsel. Du får også masser af konkrete tips til, hvad du selv kan gøre, for at trives godt på jobbet.
Tålmodighed og rummelig er nøgleord i den kommende tid, mens vi vender tilbage til det velkendte og samtidig – forhåbentlig – bygger noget nyt og bæredygtigt op.