De fleste af os får for lidt og ikke god nok:

Søvn.

Problemet er, at man vænner sig til at være i konstant underskud af god søvn.

Forskning viser gang på gang, at søvn er uhyre vigtig for vores sundhed og livskvalitet og ikke mindst vores overskud og humør.

MEN ved blot mindre justeringer i din dagligdag (eller rettere dagligaften), kan du opnå store gevinster som mere energi, overskud, godt humør og fokus – ja og mindre træthed dagen igennem, og hvem vil ikke gerne have det? ☺

Her er 4 enkle ting, du kan gøre.

De 4 A’er.

Gør du blot én af tingene, har det effekt – det lover jeg.
Gør du alle 4 ting (hvilket nok ikke kommer til at ske), så tag et før og efter billede af dig selv og send til mig ☺

1. Antal timer

Start med at finde ud af hvor mange timer du sover i snit hver nat (fx 7,5 eller 6 eller 8)

Hvad er dit optimale tal, der hvor du er mest frisk? Samme antal timer, som du sover nu eller flere (måske færre)?

Hvordan kan du få nok timers søvn?

Skal du gå i seng lidt før? Her kan din smartphone hjælpe dig som reminder.

Hvis du bor sammen med nogen, kan de måske minde dig om det og støtte op eller endda være med i “projekt søvn”.

Måske kan du sove lidt længere om morgenen – fx ved at gøre ting om aftenen klar så du sparer tid, møde lidt senere på arbejdet eller lign.?

2. Alkoholfri

Lad alkoholen være – vent evt. til weekenden.

Jeg ved godt, at man måske bedre kan falde i søvn efter et glas vin, og mange der er stressede bruger endda vin mere eller mindre bevidst til at slappe af med efter arbejde.

Men.

Når vi drikker alkohol om aftenen, skal kroppen bruge energi på at få “giften” ud af kroppen, mens vi sover.

Så alkohol giver en ringere søvnkvalitet.

3. Arbejdsfri

Lad arbejdet ligge om aftenen.

Lav noget hyggeligt og roligt i stedet for, inden du skal i seng, så du gearer ned. Og ja, mails er også arbejde…

Når vi arbejder producerer vi adrenalin. Den adrenalin kører rundt i kroppen, når vi sover, og det giver en ringere søvnkvalitet – hvis vi altså kan sove.

Vi risikerer nemlig også, at arbejdet fylder vores tanker, så vi får svært ved at falde i søvn.

4. Affektfri

Det betyder: undgå at hidse dig op og blive påvirket FØLELSESMÆSSIGT!!!!

Det er fx en dårlig idé, at starte en diskussion med kæresten inden man skal i sove.

Og undlad som nævnt at tjekke mails, da vi kan blive følelsesmæssigt påvirket af dem – fx bekymre os, blive sure eller andet, der gør det svært at sove.

Måske visse film eller tv-serier også er dårlig timing ud på aftenen.

 

Der findes flere søvnråd, dem kan vi evt. tage en anden gang. ☺

Enkle veje til mere overskud og mindre stress

– fra Grow People

Ja tak – jeg vil gerne have gratis tips og inspiration til mere overskud og mindre stress.