Der er en stor risiko for, at du bruger ordet “stress” forkert. “Stress” er nemlig blevet et ord, vi bruger i alle mulige sammenhænge i hverdagen. Det er skidt, fordi det kan forvirre og skabe misforståelser.
Vi bruger fx ordet, når kaffekoppen vælter, når vi har meget at se til, men også når en person bliver alvorligt syg pga. stress. Ordet bliver ofte også forvekslet med travlhed, og det er problematisk.

Udfordringen er, at vi bruger det samme ord om en akut og kortvarig stresstilstand, som er en del af livet og oftest er uproblematisk, som vi gør om en langvarig og alvorlig tilstand – netop ”stress”.

Stress er, når vi oplever noget som farligt. Tidligere var det løven på savannen, der var efter os. I dag er det noget andet, der truer os. Fx bussen, der lige er kørt, så vi er ved at komme for sent eller internettet, der er nede, så vi ikke kan løse vores opgaver.

Stress defineres som regel som:

Når vi oplever, at kravene til os er større end de ressourcer, vi oplever at have til rådighed.

Ja, det er lidt snørklet.

Vi er nødt til at skelne mellem travlhed og stress. Travlhed har ikke nødvendigvis noget med stress at gøre. Travlhed kan godt glide over i stress, og vi kan ikke holde til at have travlt hele tiden, men det er to forskellige ting.

Er alle stressede på din arbejdsplads?

Ordet “stress” er som sagt blevet en del af hverdagssproget, men pas på med at tale stress op. På nogle arbejdspladser får vi “smittet hinanden” med brugen af ordet. Det risikerer at blive en selvforståelse og kultur på arbejdspladsen, og vi kan i værste fald komme til næsten at konkurrere om, hvem der er mest stresset.

Brug nogle andre ord

Tænk over at bruge nogle andre ord til at beskrive hverdagstravlheden. Stress kan være alvorligt, og vi udvander ordets betydning, hvis vi bruger det i alle sammenhænge.

Når vi bruger ordet “stress” i flæng, risikerer vi, at det går ud over dem, der er på vej mod en sygemelding, fordi vi måske ikke tager det helt så alvorligt, som vi burde – lidt som med “Ulven kommer”.

Sig fx i stedet:

“Jeg er presset for tiden”.
“Jeg har meget om ørerne”.
“Det går lidt stærkt”.

Bog: Kort og godt om stress

Sammen med en række andre stresseksperter har jeg skrevet en lille bog om stress, som er nem og overskuelig at læse. Jeg plejer at sige, at den er læst på tre toiletbesøg 😊.

Bogen kommer hele vejen rundt om emnet stress og giver et godt overblik. Du kan hoppe rundt i den ud fra, hvad der interesserer dig. Den giver også en masse råd om, hvad du kan gøre både forebyggende, og hvis du har stress. Den er også en god hjælp til pårørende.

Få hjælp til at sænke dit stressniveau

Uanset om du føler dig stresset eller om du har stress, kan vi hjælpe dig. Ring til os og få en snak om, hvordan du kan få hjælp til at få det bedre. Vi tilbyder altid 15 minutters gratis samtale til folk, vi ikke har talt med før.

Venlig hilsen

Pernille Rasmussen

billede af psykolog pernille ramussen

Enkle veje til mere overskud og mindre stress

– fra Grow People

Ja tak – jeg vil gerne have gratis tips og inspiration til mere overskud og mindre stress.