Anmeldelser

Print

Anmeldelser af bogen "Livet Efter Stress" (2009)

 

 

Anmelder:
Inge-Lise Stent Berthelsen. Afspændingspædagog, dap

FAGLIG FORMIDLING PÅ DEN GODE MÅDE.

Klar tale, fagligt fundament, kreativ men enkel sideopsætning, positiv ind-og udgangsvinkel, menneskelige historier… og en bog, der bekræfter afspændingspædagogikkens metoder…hvad kan man ønske sig mere?

Pernille Rasmussen, der er erhvervspsykolog, har flere års erfaring i at arbejde med stressramte på Stressklinikken, Hillerød Hospital samt i hendes eget firma GrowPeople. Hun har sat sig for at samle viden om, hvilke forandringer, der sker med mennesker, efter at de har været ramt af stress. Bogen giver svar på de spørgsmål, som vi, der behandler stressramte, ofte hører: ”bliver jeg den samme igen?” – ”hvordan undgår jeg at havne i denne situation igen?”

Bogen starter der, hvor andre bøger om stress slutter,og er, synes jeg, i den grad relevant, da et stort antal danskere har været ramt af stress. Formålet med bogen er at beskrive udviklingsmuligheder, som stress kan medføre. Og det gør den GODT. Det er en positiv og afklarende bog.

Bogen er bygget op omkring tre dele: interwievs med seks eksperter, casehistorier om fem kvinder og mænd, der har udviklet sig på forskellig vis som resultat af stress, samt undersøgelsesresultater af en omfattende spørgeskemaundersøgelse hos 70 tidligere stressramte.

De seks eksperter er Anja Hasselbalch - HR-direktør i Hewlett Packard. Bo Netterstrøm -ledende overlæge på Arbejdsmedicinsk Klinik og Stressklinikken, Hillerød Hospital. Jørgen Lund - læge og partner i Corporate Care/ Stressklinikken. Pernille Nejst - afspændingspædagog, meditationslærer og stressvejleder. Selvstændig og tilknyttet Stressklinikken, Hillerød Hospital. Poul Videbech - professor i psykiatri ved Psykiatrisk Hospital i Risskov og hjerneforsker. Thomas Milsted – direktør i Center for Stress og Trivsel.

Opbygningen fungerer rigtig godt.. Man keder sig aldrig, da Pernille Rasmussen har bygget bogen op, så den veksler mellem spørgsmål og svar fra eksperterne, Pernilles egne ord og små fakta bokse, der samler op på temaerne. Layoutet er i elegant grad gennemtænkt og spiller med teksten. Der er luft mellem afsnittene og teksten brydes ind i mellem af blandt andet TÆNKEBOKSE, hvor du, læseren, bliver opfordret til at reflektere over din egen situation. På andre sider er skrifttypen brudt op og store citater er kastet rundt på siden. Det er der mange andre, der skriver fagbøger, der kunne lære noget af. Her bevises det, at en bog, der er overskuelig og overraskende sat op og desuden skrevet i et dejligt enkelt sprog, sagtens kan formidle en faglig tekst om et alvorligt emne.

Første del ”Når stressen rammer” sætter fokus på at forklare, hvad stress er, og hvilke metoder, der virker her og nu. Anden del ”Livet efter stress” omhandler blandt andet de nye muligheder, der viser sig for tidligere stressramte. De fem personlige fortællinger viser os med al tydelighed, hvordan stress kan blive en vej til et bedre liv både arbejdsmæssigt og privat.

Som afspændingspædagog er bogen særlig interessant, ikke kun fordi Pernille Nejst er med i ekspertpanelet, men også fordi der, ligegyldig hvilken ekspert der udtaler sig, bliver sat fokus på vigtigheden af, at lytte til kroppen. Bogen forklarer også i et enkelt sprog de komplekse forandringer både i hjernen, personligheden, de kognitive funktioner,kompetencer og adfærd. Den er med andre ord en meget brugbar bog for både stressramte, tidligere stressramte, pårørende og fagfolk.

Som behandler finder jeg bogen relevant og brugbar. Som tidligere stressramt finder jeg den også relevant.

Og så synes jeg bare, at Gyldendal skulle slå et slag for Danmark og sende den som julegave til alle ledere i det offentlige og i det private erhvervsliv.

 

 

Anmeldelser af bogen "Har arbejdet taget magten" (2005)

 

 

Anmelder:
Eva Deleurant, JAGOO
September 2005

Advarsel mod arbejdsnarkomani

Måske er der en vis prestige i at være arbejdsnarkoman eller arbejdsafhængig. Men den type medarbejdere risikerer at gå ned med flaget på grund af stress eller udbrændthed. Samtidig ødelægger de deres familieliv, fordi arbejder fylder hele deres liv. Det sætter også sine negative spor på virksomhedens bundlinje og på samfundets udgifter til sygedagpenge, fremgår det af en artikel i bladet arbejdsmiljø nr. 3, 2005.

Organisationspsykolog Pernille Rasmussen har tidligere udarbejdet en kandidatafhandling om arbejdsafhængighed, som nu er populariseret i bogen ”Når arbejdet tager magten”, hvor arbejdsafhængighed er defineret som ”en tvangspræget tilskyndelse til at arbejde”. Den arbejdsafhængige arbejder typisk flere timer end gennemsnittet i befolkningen, og de fleste andre livs aktiviteter såsom samvær med familie og venner samt fritidsaktiviteter nedprioriteres. De arbejdsafhængige selv vil ikke høre tale om afhængighed og siger det kun er en overgang, der skal arbejdes så meget.

Arbejdsafhængighed sammenlignes med andre former for misbrug, som det kræver en indsats at komme fri af. Det kræver, at virksomhederne er opmærksomme på fænomenet, og forebygger arbejdsafhængighed gennem virksomhedskulturen, foreslår organisationspsykologen. Eksempelvis kan virksomhederne tage en grundlæggende snak om værdier og så prøve at lave nogle konkrete planer for, hvordan de udmøntes. Det kan være nødvendigt at lære de arbejdsafhængige, at de skal prioritere, sætte grænser mellem arbejdsliv og fritidsliv, holde fri, og ikke mindst uddelegere arbejdsopgaver.

 

 

Anmelder:
Bo Bergstrøm, FOA

"Arbejdspsykologen Pernille Rasmussen har i sin iøvrigt fremragende bog: "Når arbejdet tager magten" beskrevet særdeles fyldestgørende, hvad arbejdet betyder for os og den mulige afhængighed, en sådan skaber."

 

 

Anmelder:
Rie Nielsen, Magisterbladet
September 2006

Når fyraften er afskaffet

Psykolog Pernille Rasmussen har skrevet den første bog i Danmark om arbejdsafhængighed. Hun holder fyraftensmøder i DM om emnet i efteråret.

Har du altid fart på og kæmper mod uret? Fortsætter du med at arbejde, når de andre er gået hjem? Eller glemmer du fødselsdage og aflyser ferier på grund af dit arbejde?

Hvis du kan svare ja på de tre spørgsmål, kan der være en risiko for, at du er afhængig af dit arbejde.

Arbejdsafhængighed er et nyt begreb, som er introduceret af organisationspsykolog Pernille Rasmussen. Hun skrev sidste år bogen ”Når arbejdet tager magten”, som er den første danske bog om emnet.

- Jeg har oversat begrebet workaholism med arbejdsafhængighed, fordi det ord bedre dækker over, hvad begrebet egentlig er. Tidligere har man kaldt det arbejdsnarkomani, men det er både i fysisk og psykisk forstand en afhængighed, der kan udvikle sig til en lidelse, forklarer Pernille Rasmussen.

Hun definerer arbejdsafhængighed som en tvangspræget tilskyndelse til at arbejde. Den viser sig blandt andet ved de tre ovennævnte karakteristika, men der er mange andre tegn på, at man kan være afhængig af sit arbejde.

- Noget af det, man skal være opmærksom på, er, om arbejdet er det vigtigste i ens liv. Om man holder op med at dyrke sin hobby eller sport, og hvis man opdager, at familien og vennerne er gledet ud af ens liv. Eller hvis man spiser, mens man arbejder, og hjemmet bliver kontor nummer to, forklarer Pernille Rasmussen.

Den skjulte afhængighed

Hun kalder arbejdsafhængighed for den skjulte afhængighed. Det er den, fordi det at arbejde meget, er prestigefyldt i vores kultur.

- Min hypotese er, at arbejdsafhængighed ikke er kendt, fordi det er en respekteret afhængighed i modsætning til alkoholisme for eksempel. Det er forbundet med noget positivt at arbejde og at arbejde meget. Vi kan se det på vores arbejdsløse. De står udenfor samfundet, og vi har ondt af dem, fordi de ikke har arbejde. Den holdning gør, at det kan være svært både at indse og at snakke om, at man faktisk arbejder alt for meget.

At arbejde sig ihjel

Man kan måske mene, at det da er folks egen sag, hvor meget de vil arbejde. Men Pernille Rasmussen mener, at vi skylder både samfundet og de afhængige, at vi begynder at se på arbejdsafhængigheden som et problem.

- Det vil være ærgerligt, hvis nogen arbejder så meget, at de arbejder sig ihjel. Jeg synes, man skal spørge, om arbejdet er det værd. Det er naturligvis fair nok, hvis nogen mennesker synes det, men jeg tror bare, det er de færreste, der i virkeligheden vil gå så langt for sit arbejde, understreger Pernille Rasmussen.

Faktisk har man registreret de første mennesker i moderne tid, der døde af at arbejde for meget. Det var et par tilfælde i Japan, og også et enkelt skræmmende tæt på, nemlig i Sverige.

Man kan i yderste konsekvens dø af at arbejde for meget, fordi kroppen reagerer fysisk på overbelastningen.

- Symptomer på arbejdsafhængighed er i mange tilfælde de samme som stress-reaktioner, forklarer Pernille Rasmussen.

Fysiske giver det sig udslag i hovedpine, træthed, allergi, fordøjelsesproblemer, mavesmerter, mavesår, smerter i eller trykken for brystet, åndedrætsbesvær, nervøse tics og svimmelhed. De psykiske og adfærdsmæssige symptomer viser sig i raserianfald, rastløshed, søvnproblemer, vanskelighed ved at slappe af, hyperaktivitet, irritabilitet og utålmodighed, hukommelsesproblemer, koncentrationsbesvær, kedsomhed og humørsvingninger.

- Kroppen er bygget, så den godt kan tåle at være stresset. Men det er enormt vigtigt at restituere den igen efter en periode med stress. Ellers går det galt, og kroppen siger til sidst stop, forklarer Pernille Rasmussen.

Et liv i en osteklokke

Helt så galt går det naturligvis kun i sjældne tilfælde. De mere almindelige er, at man biver ramt af nogle af de førnævnte symptomer i forskellige sværhedsgrader. Man får det altså skidt. Og så sker der noget i forhold til omgivelserne.

- Man mister sine venner, og familien begynder at brokke sig, fordi de opfatter afhængigheden som om, den afhængige hellere vil arbejde end være sammen med dem, påpeger Pernille Rasmussen.

Men som afhængighedens væsen byder, så er det ofte svært også for den arbejdsafhængige at se og erkende sin afhængighed. Han eller hun skyder påstandende fra sig med typiske fraser som: ”Det er bare lige nu, jeg har travlt.” Og: ”Når jeg er igennem denne bunke, så skal vi nok tage på ferie. Det lover jeg.”

- Men det, den arbejdsafhængige lover sin familie og venner, bliver sjældent til noget, og til sidst lever personen i sin egen lille osteklokke, hvor arbejdet er hele hans eller hendes liv, forklarer Pernille Rasmussen.

Udsatte akademikere

Hun slår fast, at arbejdsafhængighed kan ramme alle faggrupper, men at de moderne vidensarbejdere, som jo også omfatter magistre og andre akademikere, er i større risiko end andre.

- De har ikke nogen grænser til at hjælpe sig. Fyraften er afskaffet for den gruppe for længst. De arbejder i projekter, og kan først gå hjem, når det er færdigt. Men der er jo hele tiden noget, der kan blive bedre, siger Pernille Rasmussen af egen erfaring.

At fyraften er afskaffet er bare et skridt videre i en udvikling, der ligger til grund for, at arbejde er så prestigefyldt i vores kultur.

- Hos de gamle grækere, var der absolut ingen prestige i at arbejde. Det havde de slaver til. Men med tiden, med den kristne kultur, blev det vigtigt at arbejde, fordi man skulle have noget at tage sig til mellem bedetiderne, så man ikke fik syndige tanker, forklarer Pernille Rasmussen og smiler ad dén tankegang.

Hun peger på, at udviklingen bare er fortsat op gennem historien, og med den nye teknologis indtog, skulle man tro, at det igen gav folk mulighed for at arbejde mindre.

- Men teknologien et tveægget sværd, fordi den på den ene side gør livet lettere for folk, på den anden giver den folk mulighed for at arbejde endnu mere. Og for at tage arbejdet med hjem. Hvem tjekker ikke mails eller har arbejdssamtaler på mobilen i fritiden? Grænserne mellem arbejde og fritid bliver flydende.

Prioritér, sæt grænser og skub opad

Pernille Rasmussen håber på, at folk vil begynde at få øjnene op for arbejdsafhængigheden. Hun er ganske klar over, at det er en lang og sej proces, fordi det at arbejde er så væsentlig en del af vores kultur. Men Pernille Rasmussen understreger, at der er noget at gøre ved det. Når man har erkendt sin arbejdsafhængighed, er man ikke tvungen til at leve med lidelsen resten af sine dage.

- Et nøgleord er prioritering. Det er godt at prioritere dagens arbejdsopgaver fra morgenstunden og tage de vigtigste først. Og så skal man turde sætte grænser. Har man for meget at lave, så skub ansvaret opad til ledelsen. Og lad være med at tage arbejdsmobilen med hjem, advarer Pernille Rasmussen.

Men hun mener også, at samfundet som helhed har ansvar for at få øjnene op for arbejdsafhængigheden.

- Politikerne skal ikke bare tale om, at arbejde er nødvendigt for at bevare velfærdssamfundet. De skal også gøre opmærksom på, at den gode medarbejder altså også holder fri for at lade op og bruger tid på sin familie og andre ting, som er med til at gøre medarbejderen til et helt menneske.

- Vi skal italesætte problemet. Det kan give den holdningsændring, der skal til, for at vi kan spare den afhængige og samfundet for alle de dårligdomme, der er forbundet med arbejdsafhængighed, slår Pernille Rasmussen fast.

 

 

Beskrivelse fra FagBogInfo

Når arbejdet tager magten. Af Pernille Rasmussen. 206 sider, 14 x 22 cm. Pris kr 249,00. [Udgivet 2005]

Denne bog præsenterer fænomenet arbejdsafhængighed i et lettilgængeligt sprog.

Vi lever i en tid "hvor arbejde mentalt og tidsmæssigt fylder en meget stor del af de fleste menneskers liv. De fleste stillinger er afgrænset til 37 timer om ugen, og alligevel oplever tusindvis af danskere, at rammen overskrides, og at jobbet går ud over fritiden. Mange kan nikke genkendende til, at arbejdet gradvist begynder at tage magten og blive essensen i livet. Man kan sige, at et stort antal af os er arbejdsafhængige i en eller anden grad. Med afhængighed menes ikke økonomisk afhængighed af sit job, men snarere psykologisk og eventuelt også fysisk afhængighed"(fra Indledning).

Bogens formål er at oplyse om, hvad der sker, når vi overinvolverer os i vores arbejde, og hvordan vi undgår, at jobbet kommer til at styre os eller vores familie, venner, kollegaer eller ansatte. "Derudover håber jeg, at bogen vil være med til at skabe debat om vores arbejdsvaner og få sat gang i refleksion over og diskussion af, hvilke værdier vi har, og hvor meget arbejdet bør fylde i vores liv"(fra Forord).

Bogen er en introduktion til et endnu meget lidt udforsket område, og emnet belyses med mange cases. Forfatteren ser på, hvordan det er, når arbejdet tager magten fra os, og hvad der kendetegner arbejdsafhængighed. Hun beskriver, hvad arbejdsafhængighed er, hvem der typisk rammes af den, og hvordan det viser sig. Bogen belyser også årsagerne til arbejdsafhængighed - et kapitel ser nærmere på, hvilke forhold der har betydning for, om man udvikler denne form for afhængighed. Et andet kapitel belyser de konsekvenser, det kan have for det enkelte menneske, for familien og for arbejdspladsen, når jobbet overtager styringen. Kapitlet gennemgår de vanskeligheder og omkostninger, der er en direkte følge af eller knytter sig til afhængighed af arbejde. Sidste del af bogen beskriver hvad man skal stille op, hvis arbejdet har taget magten i ens eget liv eller i en ven, kollega eller partners. Der ses på, hvad man selv kan gøre for at skabe balance mellem privat- og arbejdsliv. Og fremstillingen kommer ind på, hvordan familien, kollegaerne og lederen på arbejdspladsen kan hjælpe ham eller hende, der har mistet kontrollen over sine arbejdsvaner. Til sidst ses på, hvad der generelt kan gøres for at forebygge, at antallet af arbejdsafhængige stiger de kommende år. "Hvis både den enkelte, familien, arbejdspladsen og de ansvarlige for lovgivningen i samfundet forholder sig aktivt til arbejdets betydning for os og til de konsekvenser, der kan være ved overinvolvering i jobbet, har vi større chance for at undgå, at arbejdet tager magten - og bliver til afhængighed."

Bogen henvender sig til alle, der beskæftiger sig med psykisk arbejdsmiljø, herunder ledere og behandlere af klienter med arbejdsrelaterede problemstillinger. Derudover kan alle med personlig interesse i at skabe og bevare balance mellem arbejds- og privatliv med fordel læse bogen.

Pernille Rasmussen er cand.psych. og arbejder som organisationspsykolog. Hun har skrevet faglige artikler og har flere års undervisningserfaring inden for forskellige psykologiske emner.

UDDRAG AF INDHOLD: Arbejde - forbandelse eller velsignelse? Hvad er arbejdsafhængighed? Hvad skyldes arbejdsafhængighed? Hvad sker der, når arbejdet tager magten? Hvad kan vi gøre, hvis arbejdet fylder for meget? Vil arbejdet styre os i fremtiden? Litteraturliste.